Grønland - onsdag den 02. marts 2011


Udsigtspunkt og vandretur på den frosne Watson Riwer

Tilbage

Efter en nogenlunde rolig nat, var det tid til at komme op til en ny dags oplevelser. Barakken er forholdsvis lydt og det var let at høre, når natpisserne gik tur.

Kl. 7:30 var der morgenmad med forskellige morgenprodukter, rugbrød, franskbrød og rundstykker. Der manglede ikke noget. Så var der tid til lidt arbejde foran computeren, inden vi satte os i bussen kl. 10. Dagens tur var en udvidet moskussafari. Mon det betød, at vi også fik en ridetur på de store dyr?

Vi startede med at køre ind forbi lufthavnen og op i bjergene på elvens højre side. Vejret var startet flot men efterhånden som vi nærmede os starten på dagens etape, blev det mere gråt og lidt kedeligt, selv om Morten proklamerede, at det var perfekt fotovejr med en stor softbox og underbelysning fra sneen. Et par steder gjorde vi holdt, for at fotografere rensdyr. Et sted opdagede nogen, at der lå et rensdyr bag en større bygning og Morten gennede hele selskabet en vej rundt om huset, for at deltagerne kunne komme tæt på dyret. Vi var nogle stykker, der blev tilbage ved bussen, der var parkeret foran huset, så rensdyret ikke blev forstyrret af os. Da der var gået lidt tid, kom rensdyret gående op over vejen derfra, hvor vi var kommet kørende - og væk fra alle dem, der var gået på jagt efter dyret. De var åbenbart blevet opdaget. Til gengæld fik vi nogle skud af dyret.

Efter yderligere et stop, gik turen tilbage mod byen og sidste stop inden byen var et udsigtspunkt over selve byen. Det grå vejr gjorde, at der ikke var så mange kontraster i udsigten. Det var nærmest kun de farvede bygninger, der skilte sig ud fra den hvide sne og de mørke pletter fra klipper og bevoksning.

Mine tæer frøs igen i dag, så nu skulle et nyt våben tages i brug. Jeg havde købt nogle pakker "Hotties", der skulle være små poser, der blev varme, når de kom i kontakt med ilt. Frem med sådan to poser og i støvlerne med dem. De mærkede til at virke men på sigt viste det sig, at den kemiske opvarmningsproces i dem stoppede, når de ikke fik ilt.

Så gik turen ned gennem byen og ud af isvejen, som den vist hed. Poul fortalte undervejs, at det var en vej, som amerikanerne anlagde ud til indlandsisen og den blev bl.a. brugt af folkevognsfabrikkerne, der havde anlagt en prøvebane et stykke inde på indlandsisen, hvor de i fred kunne afprøve deres nye biler. De blev sejlet ind af fjorden, lodset om i containere og kørt til indlandsisens kappe og lodset over på specielle bæltekøretøjer, der transporterede dem det sidste stykke.

Selv drejede vi af fra isvejen efter en halv times kørsel, for at køre et stykke på forholdsvis uvejsomt terræn frem til et stykke af den frosne elv, hvor der var mulighed for at få nogle flotte billeder. På vej frem mod vores sidste destination, var der nogen, der mente, at de kunne se moskusokser i bjergene på den anden side af elven. Det blev det eneste, vi så til moskusokserne den dag!

Programmet havde til nu været fint om end det er en lidt ensformig natur at køre rundt i, når det er stort set hvidt over det hele. Det sidste stop viste sig til gengæld at være hele turen vejr. Efter en stejl tur ned mod elven, hvor der flere steder var meget glat, stod vi pludselig på isen, der om sommeren var en brusende elv. Vi fulgte elvens vej ind gennem en slugt. Her var der gode muligheder for at lege med kameraet og der blev fotograferet flittigt. Et stykke vej inde i slugten holdt Morten et improviseret foredrag om blænde og dybdeskarphed. Så gik det retur og op til vores bil, hvor Torben fra Profil Rejser (der også agerede chauffør) var klar med varm chokolade og småkager. Et lækkert indspark, som alle roste.

Mens vi var ved elven klarede det op og på vejen tilbage dukkede den blå himmel frem. Så var der måske chance for nordlys igen i aften?

Tilbage ved Old Camp var der tid til lidt kaffe, en whisky og dagbog og fotobackup, inden den igen bød på fotolektioner kl. 17. Inden da skulle vi finde 2-3 billeder frem, som vi vil vise frem og fortælle lidt om - samt modtage feedback på.

Morten fra Digital Foto stillede an med et kæmpe lærred og en fremviser, der kunne vise i HD-format, så kvaliteten fejlede ikke noget på billederne, da han fortsatte lektionen fra i går om grundlæggende fototeori.

Så var vi klar til at indtage aftensmaden i Roklubben. Igen blev vi mødt med samme effektivitet. Maden blev sat på bordet, så snart vi satte os til. Marie investerede i en flaske rødvin og jeg en øl. Marie endte med kun at få et enkelt glas af vinen og så kunne hun få den opmagasineret til dagene efter. Min øl var en grønlandsk øl og den smagte super.

Selve middagen stod på elsdyr og det smagte helt fantastisk. Super mørt og med en rigtig god smag. Dertil atter kartofler og en svampesovs med cognac. Kræs for sultne fotografer! ...og så skulle vi heller ikke døjes med vores veninde fra i går. Hun var åbenbart rejst videre. Det ville jeg også gøre, hvis jeg havde dummet mig sådan ?

Da vi steg ud i bussen, for at køre tilbage var det ikke blevet helt mørkt, men nordlyset var allerede i fuld gang. Det kunne ikke gå stærkt nok med at komme hjem og få fisket kameraet frem! Men Morten var hård, for nu skulle vi se de billeder, som folk havde valgt ud til fremvisning og bagefter skulle vi have en introduktion til Lightroom. Det var meget spændende at se de forskellige deltageres billeder. Vi havde jo været på de samme steder og set det samme men de billeder, der blev vist, var vidt forskellige. Det var meget forskellige ting, den enkelte havde lagt vægt på og selv de samme motiver blev grebet forskelligt an. Meget spændende og lærerigt.

Under introduktionen til Lightroom sneg jeg mig hen til et vindue, for at holde lidt øje med nordlyset. Det var stoppet men på et tidspunkt var det dukket op igen, så jeg klædte mig godt på og gik udendørs. Det blev dog kun til få billeder, for godt nok var der meget nordlys men det var ikke stjerneklart og selve nordlyset befandt sig over et let skydække, så det var heller ikke særlig klart. Så jeg skyndte mig hurtigt indenfor igen.

Da Lightroom lektionen var afsluttet, listede folk stille og roligt i seng. Klokken var ved at være 22 lokal tid, dvs. kl. 2 nat hjemme.

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23